Interview

Dineros podcastrejse: Sådan styrker de deres brand med Blod, Sved & Iværksætteri

Line Grønbech - oktober 14 2024

Podcastlytning fortsætter med at stige blandt danskerne, og nu hvor vi er trådt ind i fjerde og sidste kvartal af 2024, har vi i Amp 99 rettet blikket mod landskabet af organisationer, der aktivt anvender podcasts som en del af deres markedsføringsstrategi.


Så her får du muligheden for at læse mere om, hvordan nogle af de bedste inden for podcastannoncering griber mediet an. Lad dig inspirere til selv at tage det næste skridt og integrere podcasts i din organisation.

Vi har allerede gjort os en række værdifulde erfaringer med podcastannoncering gennem de første tre blogs med Sophie Juul fra Lunar, Casper Neumann Svanemose fra Continental og Thomas Kruse-Theil fra AJ Produkter Danmark.

Denne gang er ingen undtagelse, når vi dykker ned i, hvordan Dinero formidler deres vision om at gøre regnskaber nemmere og mere overskuelige – uanset om du driver en mindre virksomhed eller er på vej ud på din første iværksætterrejse. Fortællingen sker med Rasmus Jungersen, Chief Marketing Officer i Dinero, i spidsen.

Branding i højsædet

Dinero begyndte i 2023 at udforske podcasts som en del af deres marketingstrategi. Dette skete med udgangspunkt i første sæson af Blod, Sved & Iværksætteri, som er deres egenproducerede podcast på deres egen podcastkanal. Her deler dygtige iværksættere inspirerende historier, samtidig med at der sættes fokus på nogle af de udfordringer, man næsten uundgåeligt støder på, når man træder ind i iværksætterverdenen.

For Dinero handler brugen af podcasts i høj grad om at styrke virksomhedens brand og skabe en klar forbindelse mellem iværksætteri og Dinero som brand. Men de nøjes ikke med blot at lade målgruppen lytte – en stor del af deres podcasts suppleres med video, hvilket gør, at podcast og video smelter sammen til vodcasts, som de udgiver på deres YouTube-kanal Gnist.

Ser vi på Dineros 2024 planer for podcast, så dækker de netop over endnu en sæson af Blod, Sved & Iværksætteri – denne gang i et endnu skarpere format, med de rette personer involveret og som en ren brandingindsats for Dinero.

Fokus på branding går igen og igen i samtalen med Rasmus Jungersen. Netop branding fremhæves som den største fordel ved at anvende podcastmediet som en del af deres kanalmix.

Det samme gør sig gældende i Dineros samarbejde med indholdsskaber og podcastvært Mark Tange, hvor de optræder som sponsorer på udvalgte episoder, der understøtter deres brand. Blandt disse er en episode med Martin Buch Thorborg, Chief Executive Officer i Dinero, hvor han sammen med blandt andet Mark Tange diskuterer AI’s fremtid.

“Vi gør det 100% brandingbaseret og ikke for at skabe en direkte konvertering. Jeg har ikke kunne se nogen fremgang i konvertering overhovedet uanset, om vi gør det ene eller andet i relation til podcast. Vi fokuserer udelukkende på branding gennem podcast og ikke performance – det tror jeg ikke har nogen virkning i den måde vi, i Dinero, arbejder med det på.” Rasmus Jungersen, Chief Marketing Officer, Dinero

 

 

Økonomiske fordele ved podcastannoncering 

Der er mange fordele ved at udforske podcastmediet som en del af brandingaktiviteterne, som Dinero har gjort. Udover at øge synligheden omkring brandet, er der også væsentlige økonomiske fordele sammenlignet med andre former for brandingaktiviteter. 

Rasmus Jungersen fremhæver, at annoncering gennem podcasts stadig er markant billigere end alternativer som reklamefilm eller samarbejder med influencere. Derfor ser han et enormt potentiale, da mange brands endnu ikke er begyndt at implementere podcasts og dermed ikke har opdaget de mange goder, denne annonceringsform kan tilbyde.

Og netop på grund af økonomien og budgettet for det kommende år, er Rasmus Jungersen overbevist om, at podcasts vil få en større rolle i 2025. Inden Dinero lægger en plan for det kommende år, skal der dog først evalueres på podcastaktiviteterne fra 2024.

Det står klart, at antallet af lyttere på Mark Tanges podcast skaber en værdi for Dineros brand, der overstiger det beløb, de investerer i et sådant samarbejde. Rasmus Jungersen anerkender, at priserne naturligvis vil stige, efterhånden som flere får øjnene op for potentialet i podcastmediet. Dog er der stadig et stykke vej prismæssigt op til andre muligheder inden for brandingaktiviteter.

Det bliver spændende at følge Dineros videre rejse med podcastannoncering, især på deres egen podcastkanal, hvor sæson 2 af Blod, Sved & Iværksætteri formentlig er lige om hjørnet. At kunne egenproducere podcastindhold giver dem nogle klare fordele som brand.

“I Dinero har vi vores egen podcastkanal. Det giver os mulighed for selv at styre narrativet og vinkle de emner, vi ønsker at fremhæve. Samtidig betyder det, at vores indsats primært fokuserer på indirekte marketing med vægt på branding af Dinero.” Rasmus Jungersen, Chief Marketing Officer, Dinero

Vi håber, du har fundet masser af inspiration i Rasmus Jungersen og Dineros tilgang til podcastmediet. Hvis du endnu ikke har læst de første tre blogs, kan du finde dem her.

Og hvis du har lyst til at høre mere om, hvordan lyd kan styrke dit brand, er du altid velkommen til at kontakte os hos Amp 99 for en uforpligtende snak. Du kan også læse meget mere om værdien af lydmarketing lige her.

Amp 99 er Danmarks eneste 100% uvildige rådgiver i podcastannoncering - skal vi også hjælpe dig med at få mest muligt ud af dine podcastannoncer?