Interview

Fra dæk til digital lyd: Continentals podcaststrategi med Casper Neumann Svanemose

Line Grønbech - september 16 2024

Podcastlytning stiger fortsat blandt danskerne og da vi netop er gået ind i den sidste del af tredje kvartal i 2024 har vi i Amp 99 rettet skytset og taget et kig rundt i landskabet af organisationer, der aktivt bruger podcast som en del af deres markedsføring.

Så her får du muligheden for at læse mere om, hvordan nogle af de bedste inden for podcastannoncering griber mediet an og lade dig inspirere til selv at tage det næste skridt og implementere podcast i din organisation.

Første case var Sophie Juul, Head of Marketing hos Lunar. Denne gang springer vi videre til et andet brand med fart på – nemlig det tysk-grundlagte dækfirma Continental. Her står Casper Neumann Svanemose, Head of Marketing Communications Subreagion Nordics, i spidsen for deres ambitiøse marketingstrategi.

 

Podcast og events

Casper Neumann Svanemose har været en del af Continentals marketingteam siden 2018 og kan se tilbage på flere forfremmelser i løbet af sine 6,5 år i organisationen. I dag har han det overordnede ansvar for marketing i de nordiske lande – herunder Sverige, Norge, Finland og Danmark.

Continental har i flere år integreret podcastannoncering som en vigtig del af deres marketingstrategi. Med klare visioner for platformen samarbejder de med flere forskellige podcasts, herunder Forhjulslir, Veloropa, Mandsholdet, Hvad Gør De Andre? og Livet ifølge Emil og Thomas.

Continental bruger særligt podcasts aktivt i sommermånederne med fokus på cykelsport som en central del af deres strategi. Målet er både at skabe opmærksomhed om Continental som brand og at styrke deres tilstedeværelse i forbindelse med store begivenheder som Giro d’Italia og Tour de France. Samtidig lægger de vægt på at formidle vigtigheden af sikkerhed gennem brugen af de rigtige dæk – uanset om det drejer sig om biler eller cykler.

“Vi har en fantastisk platform i og med, at vi sponsorerer et af verdens største sportsevents – nemlig Tour de France og i forhold til B2C bruger vi eventet til at invitere nogle store profiler med, lader dem cykle på ruten og giver dem en oplevelse, som man ikke kan købe for penge. På den måde tester vi, hvad de deler, hvor godt de kommer ud, men også hvordan synergien er mellem dem og os.” Casper Neumann Svanemose, Head of Marketing Communications Subreagion Nordics, Continental

Dette førte blandt andet til videre samarbejder, som eksemplet fra sommeren 2023, hvor Emil Thorup og Thomas Skov, værterne bag podcasten Livet ifølge Emil og Thomas, deltog i en cykeltur med Continental i Paris.

Makkerparret har en stor lytterskare, og deres omtale af Continental på podcastplatformen skaber betydelig brandværdi. Efterfølgende samarbejdede de om en kampagne i efteråret og vinteren, der fokuserede på at formidle vigtigheden af forskellen mellem sommer- og vinterdæk.

 

 

Stærke samarbejder

Ligesom samarbejdet med Emil Thorup og Thomas Skov byder 2024 også på nye partnerskaber inden for podcastverdenen for Continental. Tidligere har de samarbejdet med journalist og podcaster Sisse Sejr, og dette fortsætter i år, nu i samarbejde med Sisse Sejrs mand, Esben Bjerre, på deres fælles podcast Hvad Gør De Andre?, som produceres af Heartbeats.

En særlig styrke ved at samarbejde med profiler som Sisse Sejr og Esben Bjerre er, at Continental kan formidle historien om dæk og sikkerhed på en mere “spiselig” måde gennem podcasts. Dette gør det nemmere at nå ud til lyttere, der ikke umiddelbart har en stærk interesse for dæk. 

Det er en helt bevidst taktisk beslutning, hvorimod de store profilers deltagelse i Tour de France-eventet primært fokuserer på branding og øget eksponering.

“Det stærkeste samarbejde ligger i, at du som firma kan have et samarbejde direkte med influenten. Jo stærkere synergien og forståeligheden er mellem jer – jo bedre bliver produktet, fordi influenten tager det ind under huden og dét skaber en naturlighed.” Casper Neumann Svanemose, Head of Marketing Communications Subreagion Nordics, Continental

Ifølge Casper Neumann Svanemose, er podcasts, ligesom YouTube, en stærk marketingskanal, fordi det er en form for “longform content”. Det betyder, at værterne på en mere naturlig og autentisk måde kan formidle Continentals budskab, i stedet for blot at bruge et forproduceret spot med en medarbejder fra Continental. Dette øger både brandets troværdighed og styrker forbindelsen til lytterne.

Data på sociale medier

Men selv med de mange gode og værdiskabende muligheder inden for podcastannoncering er der, som også nævnt af Sophie Juul fra Lunar, en stor udfordring ved marketing gennem lyd – nemlig den begrænsede adgang til data på podcasts.

Det er også én af Casper Neumann Svanemose pointer, men hos Continental forsøger de sig med at bruge data fra de sociale medier, der er koblet sammen med deres samarbejdende influenter.

Det kan være en hjælp til at få indsigt i elementer som målgrupper, rækkevidde m.m. Hvis man vil navigere i junglen af de mange tilgængelige værktøjer, anbefaler han Goat, en platform der giver adgang til data og analyser af forskellige parametre på sociale medieprofiler.

Man kan få adgang til et begrænset datasæt, hvis influenten ikke er tilmeldt platformen, og et mere omfattende datasæt, hvis de har accepteret betingelserne om, at Goat må indsamle data fra deres profil. På den måde oplever Continental, at deres samarbejdende mediebureau kan pitche nye potentielle influenter baseret på data fra Goat.

Casper Neumann Svanemose og Continental har i fremtiden mange gode podcastprojekter i støbeskeen, og det næste skridt bliver at implementere strategien for podcastannoncering og -samarbejder i de øvrige nordiske lande – Sverige, Norge og Finland. Det bliver spændende at følge med og se hvilke nye samarbejder, det kaster af sig.

Vi håber, du er blevet klogere af Continentals mange gode erfaringer og input med podcastannoncering. Måske har det vækket din interesse for at dykke dybere ned i, hvordan lyd kan være med til at styrke dit eget brand?

Du skal være velkommen til at tage fat i os hos Amp 99 til en uforpligtende snak og læse meget mere om værdien af lydmarketing lige her.

Amp 99 er Danmarks eneste 100% uvildige rådgiver i podcastannoncering - skal vi også hjælpe dig med at få mest muligt ud af dine podcastannoncer?